Dette indlæg er til egnet de dejlige piger Majbritt, Ditte, Olivia, Sofie og Celine.
Det er aften og den er kvart over 23. Jeg sidder alene på mit værelse og lytter til lyden af 'Friends' der køre på mit fjernsyn. Her før der så jeg 'Fire piger - et par jeans', alle pigerne i filmen havde noget i livet der var modstræbende og noget man skulle kæmpe for. Men de havde hinanden. Filmen var ikke om et par jeans men om at det er muligt. Jeg mener os? Hvor forskellige er vi lige? Ja (Sofie :-D), jeg er en bonderøv sammen med Majbritt (til tider), men ville det være det samme hvis det bare var 6 by-piger? I ville ikke vide at på landet kalder man altså mor for 'mor' og ikke 'min mor'.
Jeg ved at jeg måske ikke har været med fra starten, men jeg er virkelig glad for bare at ha fået en chance for at i gad være sammen med mig. Jeg har altid været bange for at andre virkelig ikke kunne li' mig, og når jeg var gået så ville de snakke om hvor irriterende det var at jeg var der. Frygten for at være det ingen vil ha. Være det ingen har brug for.
Jeg er virkelig glad for at jeg har ændret mig, jeg er stadig den yngste og til tider ved jeg at det sikkert kan mærkes på mig, men alligevel føler jeg mig ældre end jeg var inden jeg var venner med jer. Giver det mening? Hvis intet i det her inlæg ikke hænger sammen, så er det bare sådan det er! FOR JEG LÆSER DET IKKE IGENNEM.
Det jeg ville sige var: I piger for mig til at smile. I for mig til at nyde livet, hvilket jeg ikke kan huske hvornår jeg gjorde sidst. Problemmer kommer og går, men jeg håber vi blir. :-)
Loooooove
Ingen kommentarer:
Send en kommentar